Da min far i august 2024 blev erklæret terminal med kræft, fortalte min lille søster mig dette.

Hun kom i tanke om, at hun ikke ville få en tale til sit bryllup, og det gjorde hende virkelig ked af det. Jeg spurgte, om hun havde fortalt vores far det, for det var jo noget, der kunne have været tænkt på. Vores far nåede det aldrig.

I december 2024 blev min lillesøster mor, og jeg besøgte hende som det første. Det vigtigste for mig var min lillesøster, og det savn, hun havde udtrykt til vores far. Så jeg bønfaldte min bonusmor om, at hun ville skrive noget ned til hende.

Det ville hun… Men hun nåede det aldrig. 

Det sidste spark kom i september 2024, hvor en nær veninde bliver fundet død. Hun havde fået en blodprop. Hun efterlod sig en mand, og en datter på 8 år. 

MFL brænder så inderligt for at videre bringe kærligheden. Skulle vi selv gå bort, er det ikke os der står med sorgen eller savnet. Eller de usagte ord. Det er vores nære og kære. 

Vi kan hjælpe dem i sorgprocessen, ved at vise at vi har tænkt på dem.